15. oktober 07
Leipzig,
17. oktober 1883
Kjære Frants!
Det forvirrede brev, jeg sidst sendte Dig, har dog vistnok
været end mer forvirret end jeg er istadn til at præstere det i denne Tid. Jeg
skulde lige afrejse til Weimar og var så optaget og i nervøs Spænding. Jeg har
just skrevet et Ark til Nina og føler sådan Trang til atter at sende Dig nogle
Linjer.-
Jeg kom hjem igjen i Eftermiddag og føler hvor meget man kan
opleve i få Dage – og hvor stor Evne Kunsten har til at frigjøre og forædle.
Jeg var så taknemmeelig og barneglad, favnede i Tanken de tsom er mig
dyrebarest og da først og fremst Dig, Du kjære Frants.-
John sendte mig for nogle Dage siden et så vakkert Brevkort,
at jeg vil skrive til ham og fortælle ham om Weimar. Af ham får Du høre
Detaillerne om hine mindreværdige 2 Dage. Aldrig har jeg følt stærkere end i
går, at man ikke kan skille Kunstner og Menneske fra hinanden. Får Kunstnerren
Solskin, vågner det Bedste i Mennesket. Trangen til det Gode og Sande. Den er
naturligvis alltid fremme hos ethvert stræbende Individ, men der gives
Øjeblikke, hvor man gjør sig selv den høitidelige Ed at ville stræbe højt og
forsage Egoismen. Jeg er vis pa Du kjender slige Øjeblikke. De er så dejlige og
så sande, fordi Eden er frivillig og ikke aftvungen, som ved alle kirkelige
Handlinger. I slige Øjeblikke er det som havde man intet Legeme mer, men salig
henført svævede i Rummet.
Nej, Du skulde hørt ”Den Særde” og ”Våren” igåraftes. Det
var ligefrem vidunderlig at høre, hvordan de spillede den. Dejlige Crescendoer,
Pianissimoer, som Du ikke drømmer om, og Fortissimo som en Verden af Klang. Og
så at Tyskerne var med” Foruden Publikums Applaus hørte jeg i Orchestret:
Bravo, bravo ved de Bedste Steder, og fra Logen tilvenstre for mig (det var på
Scenen jeg dirigerede) hørte jeg Liszts Grynten, denne bekjendte Lyd, der blot
fremkommer, når det er Noget han Synes om. Du kan tro Dr. Abraham, der om
Efterm. var kommet fra Leipzig, nød Situationen. Jeg tænker, han regnede du
Exemplarerne, thi det må have været en ren Forlæggersvir.
Liszt var forresten bleven utrolig gammel, siden jeg talte
med ham i Rom. Det var vemodigt at se ham igjen. Vi talte om Ole Bull, og så
faldt det mig ind at spørge ham om Ida G. (Ida Christensen Geelmuyden) som jo
efter Beretningen havde gjort så stærkt Indtryk på ham, at han havde kysset
hende på Kinden. Men han erindrede verken hendes Navn eller hendes Spil, sagde
blot på sin ejendommelige mumlende Pianissimo-Måde: ”Es kommen so viele” – og
dertil en Gestus, der var alt andet end smigrende for disse ”Viele”.
Har jeg fortalt Dig, at ”Landkjending” og ”Den Bergtekne”
skal op i Euterpe den 4de
December? Det er uheldigvis samme Dag
jeg spiller i Cöln, så jeg får ikke dirigere selv.
I næste Uge spiller Cellosonaten her i Gewandhaus. Fortæl
Nina at i morgen spiller Fishof. Han har været her på Visit, mens jeg var i
Weimar, så jeg har endnu ikke talt med ham. Skriv i hvert Fald snart, så er Du
snil. Hils Marie og behold selv i kjærlig Erindring
Din
Edvard
Finn Benestad og Bjarne Kortsen: Edvard Grieg Brev til Frants Beyer 1872 - 1907.
Universitetsforlaget.
Gjengitt med tillatelse fra